-
Parkeringsnotat fra rådhuset får professor til at bande: »Det er edderhakkemig meget«
来源: BDK Borsnyt / 08 4月 2025 07:31:30 America/Chicago
Bilerne i København risikerer at blive kørt ud på et sidespor i klimaets navn. Således lægger et notat i forbindelse med et udkast til en ny klimahandleplan i København op til, at antallet af kørte kilometer i bil i byen kan falde med op til 28 procent frem mod 2035. Det er ikke så lidt, lyder det fra en trafikekspert. »Det er edderhakkemig meget. Det er en over en fjerdedel«, siger Mogens Fosgerau, der er professor i økonomi og trafik på Københavns Universitet. Bilaget stammer fra et udkast til en klimastrategi og -handleplan, hvor det blandt andet fremgår, at flere københavnere skal cykle og tage kollektiv transport, at flere skal benytte delebiler, og at vejtrafikken skal være fossilfri. Bilaget hedder »Antagelser bag initiativerne i Klimahandleplanen 2026-2028«, som i dag sendes i høring i Økonomiudvalget. Men Mogens Fosgerau er mildest talt skeptisk over for udkastet. Han tvivler nemlig stærkt på, at planen overhovedet kan lade sig gøre. Særligt forslagene omkring bilerne er »et voldsomt indgreb«, mener han. Biler ud, klima ind Klimaplanen »skal arbejde for klimapositivitet, en halvering af Københavns globale klimaaftryk og en halvering af udledningerne fra kommunens eget indkøb«. Alt sammen senest i 2035. For at nå dertil foreslås der i udkastet, at prisen på parkering skal stige helt op til 100 procent. 2.500-18.750 gadeparkeringspladser skal nedlægges, lyder det i bilaget. Og københavnerne kan risikere en stigning på op til 200 procent i beboerlicens. 2-12 procent af vejene skal nedlægges og i stedet omlægges til grønne arealer og cykelstier. Københavnere ud af byen Effekten af de nedlagte veje og parkeringspladser vil sammenlagt give en nedgang i bilkørsel på op til 28 procent, regner Mogens Fosgerau ud på baggrund af oplysninger i notatet. Men det kan blive sværere end som så for København at forvandle sig til den grønne superby, som rådhuset håber på, siger han. Hvis notatet for handleplanen udføres, som den det er nu, kan det få store konsekvenser for de københavnere, der skal bruge bilen til at komme på arbejde, siger Mogens Fosgerau: »Det kan betyde, at der er arbejde, som man ikke kan få, hvis det bliver for svært at køre derhen. Nogle skal finde et andet arbejde, og andre kan blive helt nødt til at flytte ud af København«. Delebiler er en religion 13.982-18.780 parkeringspladser skal omlægges til »dedikerede parkeringspladser for delebiler, handicapbiler, erhvervskøretøjer med videre«. Forvaltningen mener, at man kan reducere kilometer kørt i bil med to-syv procent, hvis der kommer mere dialog, kampagne og rådgivning om delebilerne. Men det lyder »fuldstændig urealistisk«, siger Mogens Fosgerau. »Delebiler er er sådan en religion. Det er jo ikke nyt i delebiler. Vi har haft dem i lang tid, og en kampagne for dem bringer ikke bare lige kørslen ned med syv procent.« Forslaget kan i stedet medføre, at det bliver sværere og mere tidskrævende at komme rundt i byen, siger professoren. Tante Oda må sidde alene I notatet forventes det, at alle kilometer, som københavnerne i dag tilbagelægger i bil, vil være præcis de samme, hvis man skal cykle eller tage bussen. Det undrer Mogens Fosgerau. »Al erfaring viser, at når der ikke længere holder en bil, så ryger søndagsbesøget hos tante Oda, der bor 15 kilometer væk. Det bliver ikke bare omlagt til en lang cykeltur,« siger han. »Jeg synes ikke, at disse forslag ser særlig realistiske ud, må jeg sige«. https://www.berlingske.dk/indland/parkeringsnotat-fra-raadhuset-faar-professor-til-at-bande-det-er